Hvad er permanent makeup?

 

HVAD ER PERMANENT MAKEUP OG HVORDAN UDFØRES DET?

 

Det er vigtigt at man som kunde sætter sig ind i hvad permanent makeup er og hvordan behandlingen foregår, da det er alfa og omega at man har en forståelse for forløbet inden sin behandling.

 

Permanent makeup er en procedure hvor man, ved hjælp af specialfremstillede nåle og udstyr, deponerer pigment øverst i det dermale hudlag. Grundet den overfladiske placering af pigmentet vil det gradvist falme over tid og man skal således være indstillet på, at man jævnligt skal vedligeholde sine bryn, eyeliner eller læber, såfremt at man ønsker at bevare sin permanente makeup. Hvor ofte man skal opfriske farven, afhænger af den enkeltes hudtype, livsstil, medicinforbrug og mange andre faktorer, som din behandler vil informere dig om.

 

Permanent makeup ligger i huden i ca. 1-5 år (kan hos nogle spores i huden længere tid), modsat ordinære tatoveringer som er permanente og ligger i huden hele livet. En kombination af at pigmentet er placeret i epidermis og at pigmenterne er lavet til at forsvinde fra huden, gør at ens permanent makeup med tiden vil fade, præcis som det er designet til.

 

Når der refereres til at permanent makeup holder op til 5 år, er det en sandhed med modifikationer. Det er korrekt at der med tiden vil være farverester tilbage i huden, men for at opretholde det flotteste resultat, anbefales det at skulle genopfriske sin permanente makeup ca. én gang årligt, eyeliner og læber ca. hver andet år. Hvis du eksponerer din permanente makeup for SOL/SOLARIE, saltvand, peeling, renseprodukter, nogle typer kosttilskud og medicin m.m, kan det have indflydelse på holdbarheden.

 

På selve behandlingsdagen, skal du udfylde og underskrive nogle formularer vedr. dit helbred og alt hvad der ellers kan have indflydelse på behandlingen. Her er det afgørende at du opgiver de fuldstændige korrekte oplysninger, af hensyn til sikkerheden ved din behandling.

 

Herefter vil opmåling og optegning finde sted, og du vil blive bedt om at godkende optegningen og give din mening til kende. Brynet skabes ud fra de æstetisk korrekte mål, ved hjælp af et specielt måleinstrument som jeg former dine bryn med, taget din ansigtsform og knoglestruktur i betrækning. Såfremt at der er lidt rettelser ift. dine ønsker, vil disse blive foretaget og du vil blive bedt om at godkende igen. Behandlingen påbegyndes først når du har godkendt formen og vi er enige om, at det er den rette form til dig.

 

Herefter påbegyndes selve proceduren.

 

Efter behandlingen vil du højst sandsynligt være mere eller mindre hævet og rød i området og farven vil oftest fremstå mørk og markant. Hævelsen fortager i løbet af 1-2 dage og rødmen ligeså. Farven vil dog blive yderligere markant i dagene efter, dette skyldes ganske enkelt helingsprocessen og oxidering af farven samt at der dannes en sårskorpe på området. Af disse årsager, kan man heller ikke vurdere det endelige resultat på dette tidspunkt og man er således nødsaget til at væbne sig med tålmodighed og undlade at “panikke” over den mørke farve og blot lade helingsprocessen ske i det tempo, som er naturligt. Farven vil typisk falme 20-60% afhængig af behandlingsområdet og den teknik der er benyttet.

 

Som kunde er det vigtigt at man ved, at behandleren ikke har nogen indflydelse på kundens ophelingsfase. Vi er alle individuelle og har derfor individuelle ophelingsfaser og derfor også individuelle resultater. 80% af resultatet afhænger af, hvor godt kunden overholder og følger sin aftercare. Overholder man ikke sin aftercare, vil det gå ud over det endelige resultat.

 

Efter ca. 4-10 dage vil sårskorpen gradvist falde af i små flager og farven kan, på dette tidspunkt, se en smule transparent og lys ud. Nogle tror fejlagtigt, at der ingen farve er tilbage på dette stadie af helingsprocessen. Dette skyldes, som regel at huden er helt ny og derfor en smule lyserød. Huden skal herefter have tid til at “bygge sig op” til normal tykkelse igen, nøjagtig ligesom når et almindeligt sår heler og skorpen falder af, så er huden også en anden farve (lyserød), indtil huden er helt færdig med at hele og ligesom ved almindelige sår, så er det vigtigt at man ikke piller i det og/eller hiver sårflagerne af, da dette kan resultere i, at man hiver farven med ud og i værste fald kan man være uheldig at danne arvæv.

 

Den komplette heling af huden er ca. 28-45 dage afhængig af hudtype, helbred, livsstil og alder og først herefter vil den endelige farve være synlig og det er samtidig også først her, man kan vurdere hvor man har mistet farve, hvor meget farve der er forsvundet og hvor der skal fyldes mere farve på.

 

Det er af afgørende betydning at du som kunde forstår, at en behandling med permanent makeup er en proces, som kræver minimum 2 behandlinger og det er derfor påkrævet, at man får foretaget en efterfølgende behandling 4-6 uger efter den oprindelige behandling.

 

Der vil ALTID efter første behandling være rettelser, justering af form, mangle farve, mangle finpudsning af detaljer osv. Derfor kan første behandling ALDRIG stå alene, og kræver altid 1-2 efterbehandlinger. I enkelte tilfælde, kan man opleve at huden afstøder mere farve end forventet. Dvs. at man i nogle tilfælde skal foretage flere behandlinger end normalt, før det ønsket resultat opnås, og i dette tilfælde betaler man for de nødvendige ekstra behandlinger.

 

I yderst sjældne tilfælde kan der forekomme en total afstødelse af farve, dvs. at huden ikke vil lagre farven og videre behandling er derfor ikke mulig. Der ydes ingen tilbagebetaling for de behandlinger der er foretaget og dette må anses som værende en sjælden risici.

 

Permanent makeup udføres hos PMU by Sandra ved brug af Nouveau Contour maskiner og andet udstyr fra samme mærke.

 

Nouveau Contour er et af verdens førende mærker ifht. tekniske innovationer og nyskabelser inden for permanent makeup. Nouveau Contours maskiner er af den højeste kvalitet. I overensstemmelse med de strenge regler i EU, benyttes der naturligvis altid en ny og steril nål, til hver kunde og nålemodulet vil altid blive kasseret og destrueret efter behandlingen. Du kan derfor være fuldstændig tryg ved, at din behandling med Nouveau Contour, altid foregår professionelt og er helt og aldeles hygiejnisk og sikkert.